
Overgangsforløb – fra indlæggelse til ambulant behandling
Støtte til dig, der har været indlagt og skal overgå til ambulant behandling.
Tilbuddet er til dig, der allerede er henvist til et tværsektorielt forløb i Psykiatriens Hus.
Information til dig, der er henvist til overgangsforløbet i Psykiatriens Hus
Dette forløb er til dig, som er på vej til at blive udskrevet fra indlæggelse fra S7 og S8 og skal overgå til ambulant behandling. Vi tilbyder et støttende recoveryforløb sammen med ligesindede.
Hvad kan du forvente?
Vi ved, at det kan være en svær og sårbar periode, du er i. Derfor står vi klar til at tage varmt imod dig, og vi vil gøre vores bedste for at skabe et trygt og imødekommende rum, hvor der er plads til alle. Der er ingen forventninger til dig, du skal blot møde op. At være sammen med andre, der forstår din situation, kan give dig nye perspektiver og være et vigtigt skridt i din personlige recoveryproces.
Struktur på forløbet
Først vil vi invitere dig til en forsamtale, så du kan høre mere om forløbet, og vi kan møde hinanden.
Forløbet er et gruppeforløb, der strækker sig over ca. 12 uger og består af en ugentlig session på cirka 2 timer. Der vil være op til 10 deltagere pr. gang.
Ud over forsamtale, vil vi også invitere dig til en samtale midtvejs og ved afslutningen af forløbet.
I samtalerne og på forløbet vil du møde peermedarbejdere fra Psykiatriens Hus, som også er gennemgående på forløbet. Peermedarbejdere er mennesker, som selv har patienterfaring, og som er ansat til at dele indsigt og perspektiver samt fortælle om Psykiatriens Hus. I forløbet vil peermedarbejderne have fokus på personlig recovery og berøre emner som identitet, fællesskab, håb og mening. Indholdet vil blive tilpasset holdets behov og ønsker.
På andre sessioner vil du også møde erfarne medarbejdere fra Psykiatrien og Aalborg Kommune, som vil bidrage ind i emnerne med deres erfaring.
Ens for hver session er, at vi prioriterer en fælles dialog og erfaringsudveksling sammen med ligesindede.
Husk du kan benytte de supplerende aktiviteter i Psykiatriens Hus både før, under og efter forløbet.
Det praktiske
Sted
Forløbet foregår i Psykiatriens Hus i Saxogade 14b, 9000 Aalborg.
Tilmelding
For patienter: Henvisning til dette overgangsforløb sker via sundhedspersonalet på sengeafsnittet.
For pårørende: Tilmelding sker ved kontakt til Psykiatriens Hus via mail eller telefon.
Kontakt
Har du spørgsmål til forløbet, er du meget velkommen til at kontakte os.

